Hej alle,
Jeg har naturligvis fulgt jeres diskussion lidt på sidelinjen
. Det er interessant at se at den følger et mønster som jeg har set et utal af andre gange på andre sites: Der er ikke nok aktivitet her, så hvad med at vi laver et helt nyt site? Spørgsmålet bør vel være om det løser problemet med lavere aktivitet at lave et nyt site?
Jeg siger ikke at Udvikleren.dk er uden fejl og eventuelle mangler, men jeg mener faktisk at vi med den her version (som jo allerede har en del år på bagen) har ramt noget godt og velfungerende - noget der godt kan tåle at blive brugt uden en konstant viderudvikling. Alligevel har besøgstallene været dalende i mange år - stille og roligt, men sikkert.
Jeg tror, som flere også har været inde på, at det bl.a. er forårsaget af at unge mennesker i dag finder det mere og mere naturligt at søge og spørge på engelsk. Samtidig findes der, takket være især Stack Overflow, mere og mere godt materiale tilgængeligt på engelsk, som man blot kan tage og bruge, uden at behøve at stille nogen spørgsmål. Derfor bliver Udvikleren.dk valgt fra af dem der er kommet godt i gang med programmering.
Mht. IT nyhederne så har jeg gået og håbet på at der kom en god afløser til pladsen, men jeg må jo også erkende at det ikke er sket, så nu har jeg fjernet dem - det skal i hvert fald ikke være et argument for ikke at bruge sitet
Som afslutning vil jeg lige understrege at jeg kommer her på sitet hver eneste dag, ligesom jeg altid har gjort. Det er ikke altid jeg blander mig i diskussionerne, men jeg nyder stadig at følge med i den aktivitet der trods alt er. Sitet får naturligvis lov til at køre videre og I skal være velkomne til at bruge det endnu mere end I allerede gør
Mvh.
Kasper (TSW)