Tags:
it-nyheder
En fejl i AOL’s e-mail-servere resulterede onsdag i, at brugernes e-mail-konti lå åbne, så gud og hver mand fik adgang til at læse deres private e-mails. Hullet er nu lukket og de private e-mail-konti er – forhåbentlig - igen private.
AOL oplyser, at fejlen gik ud over nogle hundrede brugere – under 1.000 i alt.
For at få adgang til en e-mail-konto skulle indtrængeren bare kende en persons e-mail-adresse. Det var ikke nødvendigt at kende passwordet til kontoen. Dermed kunne den indtrængende læse e-mails, personlige oplysninger som navn, alder, adresse samt ændre disse.
Fejlen implicerede endvidere, at den indtrængende kunne få oplyst passwordet til AOL’s messsenger, AIM. Ved at klikke på glemt password, bliver det i mange tilfælde sendt som e-mail til den samme konto, som den indtrængende jo netop havde fået adgang til.
Når man tager i betragtning, at mange bruger det samme password til forskellige systemer, er der risiko for yderligere komplikationer for de ramte brugere.