Rygtet var løbet i forvejen, så det var ikke nogen stor overraskelse, da Facebook onsdag præsenterede den seneste nyskabelse: Videosamtaler ved hjælp af Skype.
Modsat normal brug af Skype skal man ikke installere software på computeren på traditionel vis for at få gang i videosamtalen. Det klares automatisk, og det kræver kun to klik at komme i gang, skriver Informationweek.
Tiltaget er samtidig et tydeligt signal om en stadigt stærkere alliance mellem Facebook og Microsoft. Det skriver Cnet.com.
Microsoft købte Skype i maj måned, og samme dag den aftale blev meldt ud, var Skypes amerikanske direktør Tom Bates på besøg hos Mark Zuckerberg, direktør for Facebook, fortalte han på pressemødet onsdag.
Samarbejdet mellem Microsoft og Facebook går tilbage til 2007, hvor Microsoft købte 1,6 procent af Facebook for 240 millioner dollars. Med tiden er det blevet til samarbejde om reklamer på nettet, og Microsofts søgemaskine Bing bruger nu data fra Facebook til at prioritere søgeresultater, som er populære i en persons vennekreds.
Ved at koble Skype til Facebook kan de allerede imponerende 600 millioner brugere hos Facebook blive udvidet til endnu flere. Skype har nemlig også over 600 millioner brugere, og selvom der er overlap, giver samarbejdet en endnu større dækning af kloden.
Også Microsoft har planer om at integrere Skype med en række af sine produkter, blandt andet Outlook.